Harekløver, Trifolium arvense
Harekløver, er en lille plante som vokser lavt i urtefloret, og blomsterstanden er så blød, så blød. Ikke underligt at den hedder hare's foot (harefod) på engelsk.
Harekløver, Trifolium arvense, er en 1-årig plante, men selvsår sig villigt. Planten vokser på meget tørre og næringsfattige områder, på overdrev og langs kysterne. Harekløver er, som andre ærteblomstrende, i stand til at samle kvælstof fra luften, og dermed klare sig i konkurrencen på særligt næringsfattige steder. God og meget besøgt nektarplante.
Blomstring: Juli-august
Højde: 10-25 cm
Voksested: Almindelig havejord. Tør, kalkrig jord. Tør og sandet jord. Strandgrunde. God til sommerhushaver. Sol-halvskygge.
Biologi: Blomsterne besøges af både humlebier og enlige bier, heriblandt ærtejordbi (A. wilkella) og lucernebi (Melitta leporina), der er oligolektiske på ærteblomstrede. Værtsplante for sommerfuglelarver (almindelig blåfugl, engblåfugl). Understøtter 47 forskellige arter, som lever på planten (ifølge PPE).
Såtips: Kan sås efterår eller tidligt forår. Frøene har godt af en kulde og fugtperiode, både for at bryde den hårde frøskal, og for at ophæve frøhvilen. Rids evt. frøet let med sandpapir.