

Ugrenet edderkopurt, Anthericum liliago
Ugrenet edderkopurt, er både meget sjælden i naturen, og også en meget dejlig plante. God til almindelige bede eller stenbede, hvor den bidrager med et strukturelt udtryk. Også fin til forvildning.
Ugrenet edderkopurt, Anthericum liliago, er en flerårig plante med smukke hvide blomster. Til forskel fra grenet edderkopurt, Anthericum ramosum, sidder blomsterne blot med en lille stilk direkte på hovedgrenene, på den måde kan man kende forskel på dem. Liliago betyder lilje-ligende, hvilket også tydeligt ses på både vækstform, blomsterknopper og blomster. Planten er dog ikke i familie med liljer, men med asparges :-).
Ugrenet edderkopurt betegnes som moderat truet i Danmark, hvilket betyder at der er en meget stor risiko for, at den vil uddø i vild tilstand i nær fremtid. Dette gør selvfølgelig planten helt og aldeles fredet!
Gror smukt sammen med fx lette vilde græsser.
..........................................................................................................
Kategori: Hjemmehørende. Frø fra vores biogeografiske region
Blomstring: Juni-juli
Højde: 30-70 cm
Voksested: Almindelig havejord. Tør, kalkrig jord, men trives også i lidt fugtigere jord. Meget vigtigt at jorden er veldrænet især om vinteren. Sol-let skygge.
Biologi: Blomsterne bestøves primært af bier, humlebier og svirrefluer. Kan få et lidt sjældent besøg af den fine Lüneburg sortugle, Aporophyla lueneburgensis. Understøtter 4 forskellige individer der lever på planten (ifølge PPE).
Såtips: Behøver først en varm periode på 4-6 uger, ved ca. 20°C. Derefter en kuldeperiode -4°C-+4°C, i 4-6 uger. Så sensommer, tidlig efterår eller senvinter udenfor, så sker det hele af sig selv.
Hjemmelavet kuldebehandling: Frø sået i sensommer og efterår, gennemgår en naturlig fugt og kuldebehandling. Men hvis man selv vil styre processen kan man prøve følgende. Bland frøene i en plastpose sammen med fugtigt sand. Læg posen i en kasse med låg eller på anden måde beskyttet fra fugle, mus og andre nysgerrige dyr. Lad posen overvintre i den anbefalede kuldeperiode i køleskabet, en kold garage eller lignende. Tjek indholdet fra tid til anden, for at se om sandet vedbliver med at være let fugtigt (aldrig drivvådt). Ellers spray med en forstøver ned i posen. Efter endt kuldeperiode, kan posens indhold bredsås i bakker eller såbede når temperaturen stiger.
Optimale såtidspunkter: August-november og februar-marts
Generelle såtips:
Læs mere om såning af vilde frø HER. |
Ca. 35 frø
Foto: Agnieszka Kwiecień, Nova

