OPBEVAR FRØENE RIGTIGT
- Så de ikke mister spireevnen ...
Alle frø er forskellige. Nogle kan opbevares næsten uendeligt, og andre skal helst sås med det samme som fx skjaller.
De fleste frø af vilde urter fra vores breddegrader, kan opbevares i køleskab (eller et køligt og tørt rum) ved ca. 5-8 grader i 2-3 år, uden det går nævneværdigt ud over spireevnen, mange kan stadig spire efter +4 år, og nogle kan holde spireevnen I hundredevis af år, som fx valmuer. Men det er kun gældende hvis de opbevares optimalt.
De værste betingelser når det handler om at forlænge frø’s spireevne er fugt og varme. Fugt er absolut det vigtigste at undgå! Som eksempel holder et tørt frø sig længere i stuetemperatur, end et fugtigt frø i køleskabet. Frø skal være tørre, helt tørre inden de opbevares. Når frøene er tørre er det vigtigt at stedet hvor de opbevares har en konstant temperatur, og bedst til den kølige side. Som tommelfingerregel kan man gå ud fra at for hvert fald af 5˚C, fordobler man frøets levetid. Dog ikke uendeligt, da grel hårdtfrysning også kan være skadeligt for frø.
- Når frøene er høstet, skal de tørres. Sæt den helt åbne papirspose et godt sted indtil de drysser ud af frøstandene af sig selv, eller spred dem ud på en avis. Det kan være i en garage eller et skur, men det kan også være hjemme i stuen. Den vigtigste faktor er at der er tørt og ventileret. Pas på mus og andre smådyr (insekter) der elsker frø.
- Rens frøene. Når frøene er grov-tørret, kan man skille dem fra stilke og frøskaller. Klem/pres/knug frøstandene så frøene drysser ud. Sorter frøene fra, fx med en si, så man kun gemmer selve frøene. Det sparer plads.
- Pak frøene i poser. Det er vigtigt at posen ikke er lufttæt, da frøene ånder og vil frigive fugt. Er posen helt tæt, fx af plastic, vil fugten kondensere på indersiden af posen, og give vækstmulighed for mugsvampe. Brug i stedet papirsposer/teposer/kaffefiltre eller ligende. Eller køb gode frøkuverter her i vores havebutik. Birk & Barfod har brune frøkuverter som passer til de fleste frø. Det er også muligt at købe små glassineposer. Glassine er også papir, men fibrene er bearbejdet, så de er mere tætte og passer til de helt små frø. Skriv på posen hvad den indeholder fx ; plantenavn, høstdato og høststed.
- Opbevar frøene i køleskab. Har man mange frø, kan man sætte poserne i en papæske (en skotøjsæske eller lignede). De kan stå i bunden af køleskabet indtil det bliver tid til at så.
- Langtidsopbevaring. Skal frø opbevares så længe som muligt, fx i årevis, kan de tørres ned og fryses ved lave temperaturer. Hvor langt hver enkelt frø tåler at blive tørret ned, afhænger af arten. Jo tørrer frøene er, des koldere temperatur tåler de. Det er nok mest forbeholdt professionelle frøbanker at langtidsopbevare frø. I frøbanker fryses der med flydende kvælstof til en temperatur på omkring -200 C.