Vild gulerod, Daucus carota
10 gram, min. 10.000 frø (ca. 10 m2)
Vild gulerod, er en af de nemmeste vilde planter at starte med. Store smukke hvide blomsterskærme, som tiltrækker mange forskellige svirrefluer og bier.
Vild gulerod, Daucus carota, er en 2-årig plante, der får kniplingsfine hvide skærme. 1. år skyder en fin grøn roset, 2. år skyder den fyldige blomst op. I midten af skærmen sidder en mørkere blomst, ofte mørk rosa. Der er flere teorier om hvorfor den sidder der, men sandsynligvis er det for at afskrække gulerods galmyggen, da den enlige blomst allerede ligner en blomst der har været udsat for angreb. På den måde snydes galmyggen til at tro at der allerede er lagt æg, og flyver videre. Vild gulerod er hårdfør, klarer sig godt næsten overalt, og sår sig villigt, hvis den får lov.
Vild gulerod er den første rigtige vilde blomst Rie såede i sin egen have, og hun glædes over de enkelte nye blomster der kommer hist og pist hvert år. Nem at tage frø af, og dele ud til venner og bekendte.
Blomstring: Juli-august
Højde: 30-80 cm
Voksested: Almindelig havejord. Tør, kalkrig jord. Skovhaven. Veldrænet lerjord. Veldrænet jord. Sol.
Biologi: Blomsterne besøges af mange insekter, bl.a. svirrefluer og bier. Planten er værtsplante for sommerfuglelarver (svalehale). Frøene spises af fugle og insekter. Når blomstringen er afsluttet, lukker skærmen sig sammen og fungerer som et godt rede- og skjulested for flere insekter, bl.a. edderkopper.
Såtips: 2-årig og kræver kort kuldeperiode. Så i efteråret eller vinterhalvåret og få rosetplante sommeren efter. Blomstrer 2. år. Småplanter af vild gulerod tåler omplantning dårligt, og derfor bør man så på blivestedet. Frøene har dårlig holdbarhed, så gem dem ikke for længe..