


Lav ranunkel, Ranunculus repens
Lav ranunkel, er en plante med lav krybende vækst, der spreder sig via udløbere. Blomstrer med solgule blomster over en lang periode, og tiltrækker et hav af insekter.
Lav ranunkel, Ranunculus repens, er en flerårig plante, der breder sig via udløbere. Hvis man har større områder, gerne også græsområder, vil lav ranunkel finde sig tilrette, også selvom der bliver slået hyppigt. En god bunddækkeplante til mere fugtige områder, hvilket der ikke findes så mange af, og det kan se helt fantastisk ud med et jordstykke fyldt med lav ranunkel (se foto 2). Grundet plantens lange blomstringstid, vil en myriade af insekter finde vej til de smørgule blomster. Er fin sammen med fx hjertegræs, lægekvæsurt og trævlekrone.
Blomstring: Maj-september
Højde: 15-40 cm
Voksested: Almindelig havejord. Fugtig jord. Enge. Men er tolerant over for de fleste jordtyper. Sol/halvskygge.
Biologi: Listen er lang når det kommer til insekter der lever af og på lav ranunkel, men fx kan man finde pragtuglen kanelbjørn, jordbærbladmåleren, ranunkelsvirrefluen, og adskillige bier, biller og cikader, og mange, mange flere. Et helt cirkus af insekter. Understøtter 77 forskellige individer der lever på planten (ifølge PPE).
Såtips: Kan sås hele året. Vær opmærksom på at frøene på intet tidspunkt må udtørre.
Ca. 100 frø